Ny cheftræner for Aarhus Swim bliver Bjarne Kragh 
 
Bjarne har:
  • De sidste mange år været træner for Thisted Svømmeklubs første hold.
  • Tidligere elite brystsvømmer, over 10 danske senior mesterskaber og Europæisk junior Mester i 100 bryst 1980.
  • Som træner i Thisted har Bjarne haft svømmere med til ITUP, NÅM, EJM, EM, VM.
  • Tidligere været en del af Senior B-landstrænertruppen.
  • Senest har Bjarne været træner for en junior pige svømmer som skal med til EJM på 800 fri sommeren 2015.
  • Landstræner for det Danske Handicap Svømmelandshold, med kommende deltagelse som træner til Paralympiske lege i 2016 i Rio.
Med ansættelsen af en cheftræner, der er blandt landets mest rutinerede svømmetrænere, lægger Aarhus Swim billet ind på at blande sig i toppen af dansk svømning.

Den nye cheftræner er Bjarne Kragh, der som træner for Thisted Svømmeklubs førstehold har bragt svømmere til DM, EM og VM. Derudover har han fostret en lang række danske årgangsmestre og EJM-deltagere blandt juniorerne.

Med Bjarne Kragh i spisen for Aarhus Swims, er det klubbens ambition at udvikle de bedste svømmere i Danmark.

"Vi har ansat Bjarne, fordi han har vist, at han kan levere svømmere, der har landsholdsniveau. Det passer med de ambitioner, vi har for de næste fem år," udtaler Morten Lindholm på vegne af styregruppen for Aarhus Swim.

Internationale ambitioner
Bjarne Kraghs egne planer er at udvikle svømmere i international klasse for Aarhus Swim, i første omgang i juniorrækken, men det langsigtede mål er at producere internationale seniorsvømmere:

"Der er mange svømmere med potentiale i Aarhus Swim og jeg har sagt ja tak til cheftrænerjobbet, fordi jeg har ambitioner om at udvikle topsvømmere i seniorrækken. Det kræver en langsigtet plan, så i første omgang vil jeg bringe en stor talentmasse blandt juniorerne op på et højt niveau og fastholde en progressiv udvikling, gerne i et givtigt samarbejde med landets øvrige klubber."

Bjarne Kragh har de sidste mange år været træner i Thisted Svømmeklub og har de seneste to år været landstræner for handicaplandsholdet i svømning.

Aarhus Swims nye cheftræner tiltræder til august på en femårig kontrakt. Han fratræder sin stilling i Thisted, men fortsætter som træner for handicaplandsholdet.